kickboxing

Kickboxing har sine rødder fra andre kampsportsdiscipliner så som Taekwondo, kongfu og karate. Det er en relativt ny sportsgren, idet den først blev udviklet i USA i starten af 1970´erne. Kickboxing har et mere restriktivt reglement, i forhold til hvis man fx sammenligner med thaiboxing. I kickboxing må du nemlig ikke anvende albuer og knæ, som ellers er tilladt i den traditionelle thaiboxing. I forbindelse med kickboxings udvikling blev der udviklet beskyttelsesudstyr, der skulle nedsætte risikoen for skader. Som det er tilfældet med så meget andet, der først har været i USA, blev kickboxing også spredt relativt hurtigt til Europa. Fx blev det første European Kickboxing Championships holdt i Vestberlin i 1978.

Kickboxing – regler

De officielle regler inden for kickboxing er udfærdiget af WKA, og tillader fightere fra Vesten at dyste imod folk fra østen. Disse regler gør, at man kan afholde rigtige verdensmesterskaber mellem de absolut bedste fightere i verden. Det betyder, at både Europa og Verdensmesterskaber afholdes inden for gældende regelsæt. Inden for dette reglement, er der flere forskellige kontaktgrader, hvoraf de kan inddeles i `semi-kontakt`, `light kontakt` og `fuld-kontakt`. I semi-kontakt bliver Slag og spark bliver "leveret" med rimelig kraft, før der kan tildeles point. Efter hvert angreb bliver kampen stoppet og point bliver eventuelt tildelt. Kampen besår normalt af 2 omgange á 2 min. varighed. I fuld-kontakt I fuld-kontakt er det tilladt at angribe med fuld styrke. Amatørkampene besår normalt af 3 omgange á 2 min. varighed; 1 min pause mellem omgangene. De professionelle kampe kan være op til 12 omgange. Light-kontakt er en blanding mellem disse to kontaktrammer. Når der de store mesterskaber skal udkæmpes, så bliver `ligt-kontakten` anvendt, men der findes også deciderede mesterskaber inden for de andre kontaktgrader.

Kickboxing – teknikker

I kickboxing må man altså både slå og sparke. Der er nogle offensive terminologier, som beskriver den enkelte teknik både når man slår og sparker. I forbindelse med at slå, så er en ofte anvendt teknik et `jab`, der er et direkte slag fra forhånden til enten modstanderens hoved eller krop. En anden udbredt teknik, der ikke er fra forhånden, men fra baghånden, er et `kryds`, der i sin enkelthed går ud på, at man slår fra baghånden af. Foruden disse standardteknikker kan man bruge en `uppercut`, der er et slag, der kommer nedefra og ryger op i kinden på modstanderen.

Der findes også nogle klassiske standardspark, som ofte benyttes i kamp. Bl.a. kan man anvende et `front kick`, der at ramme ansigtet eller brystet med hælen der sidder på foden. Dette er en yderst kraftfuld og effektiv metode, hvis den udøves korrekt. Foruden dette, kan man også forsøge sig med et `side kick`, der går ud på, at sparke med siden til, eller med hælen samtidig med at benet er parallelt med jorden – dette kan blive udført både til modstanderens hoved og krop.

Der er en lang række flere standard angreb både med slag og spark. Samtidig er der også en række defensive teknikker, som kan anvendes, når man ikke er i angreb, men skal beskytte sig selv på den bedst mulige måde.